lørdag den 20. november 2010

Confessions of a Western Bombshell





Den næste måneds tid vil jeg rejse til meget forskellige dele af verden, af meget forskellige årsager. Steder der nærmest ikke kunne være mere forskellige. I den periode vil jeg blogge om mine rejser  – både de indre og de ydre.

For snart to år siden, gik jeg igang med et engelsk musikalsk projekt med mig selv, jeg valgte at kalde for ”Confessions of a Western Bombshell”. Min kommentar og livsholdning til både at stå ved at være vild med YSL-sko, samtidig interssere mig for kvinders rettigheder i den fattige del af verden og kontrapunktet her imellem.
Om det lettere absurde i at se CNN, om sultedøden i Dafur, mens man lægger neglelak fra Chanel og allerhelst drikker Barolo, inden man smutter til fernisering i Kødbyen. Om det store perspektiv, hvor man løfter blikket og kigger ud i verden, men samtidig står ved ens egen hverdag og liv, og de problemer og glæder der omringer en.

Jeg ved ikke om mit engelske projekt og de sange jeg har skrevet nogensinde bliver til noget, men titlen – der jo er dobbelttydig - er på den ene side et amerikansk udtryk for en kvindelig optrædende ( fortrinsvis fra 1950'erne) der ikke er bange for at bruge sin seksualitet, men samtidig også ordets bogstaveligste forstand en reel bombe, og derfor har jeg altid fundet betegnelsen interessant.
Derfor tillader jeg mig at bruge det.

Jeg står ved problematikken af tvetydigheden - med begge stiletter.

Jeg tænker, at i pressen kan folk ,uanset historie, være det krigen i Irak fortalt af en vestlig journalist, biografi af en skuespiller, eller det socialdemokratiske partiprogram leveret af gentagne slogans fra en unavngiven politiker, let komme til at virke en-diminsionelle.
Men det er der ingen der er.
Vi indeholder alle tant og fjas, dybde og eftertanke.

Vi er os selv nærmest.
Uanset hvem vi er.
 I Thailand, Australien eller Danmark. Og det er på ingen måder mærkeligt.
Man er den man er, man er født det sted man er født, man har den baggrund og opdragelse man har og man er god til det, man er god til. Men det betyder ikke, at man skal miste indlevelse og prøve at forstå at verden er større end din og min. Det betyder ikke at man ikke skal have forståelse og forsøge at få indsigt i at livet kan leves på millioner af rigtige måder.

Nogle gange er jeg er bombshell der ryster røv, nogle gange er jeg er bombshell der er ved at sprænge i luften af moralske verdens-tømmermænd.

Verden og virkeligheden er relativ. Verden er i farver og aldrig sort og hvid, uanset hvor let og overkommeligt det end ville være hvis den var det.. 

Det er det som jeg den næste måneds tid vil forsøge at beskrive her på min blog. Det ene udelukker ikke det andet...

For kan man stå på Plænen og optræde, iført hvid bodystocking og flagrende hår foran 25.000 mennesker den ene dag og en anden dag være på besøg i det 3. fattigste land i verden, og besøge et hospital for spedalske og brandsårsofre og samtidig rumme det hele?

Ja! Det kan man godt.















Det bliver en vild måned.
Så here goes...
Det her er mine bekendelser.

Første stop: 

Bangladesh som ambassadør for Verdens Døtre under den humanitære organisation Danmission





4 kommentarer:

  1. Hende mennesket de kalder Karen... Hende kan jeg sgu godt li'!!
    Tau

    SvarSlet
  2. Søren Krogh Thompson20. november 2010 kl. 08.39

    Har altid holdt meget af dig, og dette ændrer bestemt ikke på dette. God rejse missekat.

    SvarSlet
  3. Du er sej skat.. Er sikker på du er ændret når du kommer tilbage men håber du er den samme. Glæder mig til at læse mere om din tur og høre dine vilde fortællinger over en kop Kusmi te inden jeg tager til Dubai ;)
    Elsker dig og savner dig.
    Kys Nul Dut

    SvarSlet
  4. dybt! på en moderne måde.. cool.
    Glæder mig til at læse om dine beretninger - og du har ret: det ene udelukker ikke det andet.

    SvarSlet