Confessions of a western Bombshell/ En datter af verden i Bangladesh

Jeg er ambassadør for organisationen Verdens Døtre under den humanitære Danmission.

Verdens Døtre hjælper kvinder til selvhjælp i nogle af verdens fattigste og mest kvindeundertrykkende lande.

Da jeg blev spurgt om jeg ville være ambassadør for projektet sagde jeg ja med det samme. Jeg har igennem hele min karriere brugt spalteplads på at tale kvinders rettigheder, så der var ikke spor af tvivl i mig. Jeg er utroligt stolt over at de har valgt lige netop mig som repræsentant for deres organisation. 

Min og min medambassadørs: journalist og forfatter Signe Wennebergs opgave er at rejse ud i verden og opleve på egen sjæl og krop, de mennesker Verdens Døtre når ud til, og de projekter de i samarbejde med deres lokale partner ngo’er har startet. At sætte fokus på kvinderprojekter og på empowerment af kvinder.

....Og det er på den måde endte jeg her i Bangladesh. På en uasfalteret landevej, bumlende afted på femte time, midt mellem rismaker og mennesker, hvor jeg i skrivende stund sidder med min computer på skødet.

Vi landede igår, tidligt om morgenen, efter 13 timers flyvetur, og havde derefter en køretur på 8 timer foran os fra Dhaka, hovedstaden  i Bangladesh op til Nilphamari i den nordlige del af landet, hvor Verdens Døtre har størtedelen af deres projekter.

Tropeluften ramte mig i hjertet som en sylespids og duftede af glemte minder om mine år da jeg boede med min familie i mit ”neverland” Singapore, da jeg trådte ud af lufthavnen. Gets me every time....

Vi er fire afsted. Christina, der abejder i Danmission, Magnus, der er fotograf og dokumenterer hele vores tur, og så Signe Wenneberg.

Jeg tror nogle holdt hånden over os på den 8-timers køretur, for ca. hvert andet minut var der belæg for en nærdødsoplevelse.

Trafikken her er nådesløs og der er ingen regler. Man kører millimeter tæt på hinanden i modsatte retninger. Men kurs (i bedste ”chicken-stil”) frontalt mod hinanden, inden den ene drejer modvilligt til siden, ud i grøften, under konstant dytteri, med 100 kilometer i timen, så man letter i sædet og op på vejen igen, der er fyldt af nye man kan dytte af, det være rickshaws , cyklister, en sjælden lastbiler eller bus, dyr, børn eller voksne.

Vores chaufførs vilde ridt ala Grand Theft Auto resulterede i øvrigt også i at det ene dæk sprængte, men ikke desdo mindre ankom vi levende til Nilphamari-provinsen ... hvor vi er indlogeret på et guesthouse ude på landet, i et compond, der i øvrigt også rummer et hospital for spedalske og brandsårsskadede.

stolt mand- med highfashion overskæg

Det første der slår mig er fattigdommen. Aldrig i mit liv har jeg set fattigdom i den grad jeg har her, og det er ikke tilfældigt: Bangladesh er det 3. fattigste land i verden.


Her er ingen coca cola, ingen Michael Jackson, ingen køleskabe, ingen restauranter, ingen toiletter man kan låne nogen steder, når man har kørt rundt, ingen businessmen i gaderne, ingen turister, ikke engang rygsæksrejsende er at finde nogle steder her tæt ved grænsen til Indien og Nepal. Her er ingen køkkener i landsbyerne vi besøger, for al maden bliver tilberedt over åben ild. Her er ingen, eller i hvert fald ganske få (har set to) traktorer på markerne, selvom det er midt i rishøsten, for alt foregår med håndkraft. Her er ingen butikker, men nærmere faldefærdige stalls, lavet af blik eller strå, hvorfra der sælges alt fra stof , til jern, til frugt, der står i forlængelse af hinanden nær vejkanten, og deler plads med geder, køer, høns og vilde hunde.... og mennesker.... 


Der er mennesker overalt- hele tiden. Om dagen og om natten. Konstant- alle steder. Stående, gående, cykelende og i et sjælendt tilfælde kørende i busser, hvor taget også er taget i brug som rejseplads eller på mototcykler eller endnu sjældnere i biler.

I går : Muslimsk helligdag i byen Nilphamari, normalt er der 30 gange så mange mennesker

Vi har haft et stramt program og allerede været utallige steder fra skoler til rismøller til landsbyer og mødt mange, mange mennesker, selvfølgelig flest kvinder der alle er involverede i projekter støttet af Verdens Døtre og Danmission. Jeg forsøger ihærdigt at rumme det hele og ikke at glemme et eneste ansigt. Jeg prøver at suge og indeånde hver en historie hver gang jeg tager et åndedrag, men det har - her i bilen - efterladt mig helt stakåndet, med en trykken for brystet og jeg skal koncentrere mig for ikke at blive svimmel.

For de personlige historier vi får fortalt af kvinderne her, er mere end tankevækkende. De ældre kvinder (som i 30plus -gennemsnits dødeligheden er 60 år her) vi møder i de små landsbyer blev gift allerede så langt ned som 12-årige, og fik børn umiddelbart efter også selvom de ikke havde lyst. Det er pigens forældre der bestemmer hvem og hvornår du skal giftes og så er det bare at parere ordre - selv idag. 


Selvom der i lovgivningen her i landet står at mænd og kvinder er lige - er det langt fra virkeligheden. Her ude i randområderne (eller udkants-Bangladesh, for nu at bruge et moderne dansk udtryk) er mænd og kvinder absolut ikke lige.

Men der er nye tider på vej. Jeg kan se det i deres ansigter som vi sidder her i en firkant på presseninger spredt ud i en firkant på den stampede jord i landsbyen, midt i en kvindegruppe iklædt deres fineste puds, af farvestrålende sarier, guld øre -og næseringe. Og det har NGO'erne herunder Verdens Døtre været med til at lave om på. 


Velgørenhedsarbejdet går ikke ud på at give disse kvinder penge, men derimod at organisere dem, så de selv kan organisere andre kvinder. For der er mangel på oplysning her. Om graviditet og fødselsforberedelse. Indtil for ganske nyligt var det normalt at sulte sig selv under graviditet fordi man ikke vidste bedre, og fordi der ikke var tradition for at mødre gav viden videre til deres døtre fordi alt omkring sex var tabubelagt. Men græsrodsbevægelser dannet af velgørenhedsorganisationer som samarbejder med, og udannelse indenfor familieplanlægning ser alting lysere ud. 


Man har nogle at dele med, nogle at spørge og nogen at stå sammen med. Det har bla. resulteret i at de fleste piger får lov til at gå i skole og at gøre deres skolegang færdig inden de bliver gift og i, at der efter dette projekt blev startet, nu er 60 procent af kvinderne der er på p-piller eller p-stav, som de får udleveret gratis af staten (de kommer fra EU).


Men giftes, det skal man. Du vil som enlig kvinde uden universitets udannelse ikke kunne eksistere uden alvorlige konsekvenser, og slet ikke her ude på landet.

Pludselig som vi sidder der midt i landsbyen mellem sivhytter og lerklappede huse, kommer regnen og vi søger alle sammen tilflugt i det nærmeste hus. 

i ly af regnen - 10 minutter gik der så kravlede den lille dreng op på skødet af mig, og vi blev forelskede :)

Vi sidder tæt herinde i mørket, hvor den enste lyskilde er åbningen i døren, og lige her synes forskellene mellem os ikke særligt stor, herinde er vi bare kvinder, der snakker om mænd. Men morskaben og letheden forstummer da Asia Akhtar fortæller sin historie. Hun blev skilt fra sin mand i 2006, 6 måneder henne med deres fælles barn, finder hun ud af at han er gift med en anden. Det var hendes egen familie der havde valgt han som hendes ægtemand, der jo er kutyme for. Og nu er hun fortabt... med en 11-årig datter, uden mand, der her betyder alt for din overlevelse som kvinde i en landsby og bor tilbage boende hos sine forældre. Hun er så skamfuld, over hendes situation, fordi hun ved at hun aldrig ville blive gift igen, og resten af hendes liv vil være en byrde for hendes forældre. 

Asia Akhtar




Men allievel føles det som om at solen begynder at skinne selvom det regner udenfor, for i samme åndedrag fortæller hun at hun har kunnet sende sin datter i skole via penge fra kvindegruppens fælles opsparing.


Det tager tid at starte en revolution, men hun håber nu at hendes datter kan få den chance i livet hun aldrig selv fik. Hun siger det er det eneste hun lever for.
Så det kan godt være at der ikke er nogle fjernsyn, ikke nogen stikkontakter, eller lys på vejene, men her er en kære mor, både i form af Asia og i form af os alle sammen. For hvis vi alle er verdens døtre er vi også alle verdens mødre.
Det uanset hvilken del af verden vi kommer fra.

Her er vi på besøg på en skole, hvor børnene opfører et skuespil for os om at blive gift for tidligt, om at pigen ikke kan leve op til svigermors forventninger hvilket resulterer i at pigen begår selvmord. Det er ikke for sjov. Det er en sand historie der lige nu udspiller sig i mange landsbyer.

Kvinden herunder startede sin egen silkeorme produktion, med midler fra kvindegruppen og er nu i stand til at forsørge sig selv og hendes familie.

Jeg har slet ikke haft tid eller plads indeni, til eftertanke, for igår faldt jeg bevidstløs om under myggenettet- og gik i sort koma. Det eneste jeg forsøger er bare at være til stede - lige her. Og det er jeg. 


Pas på jer.


Kys fra K


Ps. Internettet herude er en by i Bangladesh , men jeg skriver så snart jeg kan igen.