a danish girl in Bangladesh
Jeg ligger på sengen i et guesthouse i Dhaka. Her er nedrullede gardiner for de to vinduer. Det var der allerede da jeg ankom, og min bagage blev båret ind på rummet af en mand, der kaldte mig "sister", fordi det guesthouse Signe og jeg skal tilbringe vores sidste nat i Bangladesh er katolsk.
Jeg prøvede at rulle gardinerne fra, men kunne godt forstå hvorfor der nærmest var hermetisk lukket her indtil. Verden udenfor er ikke køn. Fattigdommen i "de rural areas", hvor jeg for ni timers køretur siden befandt mig, er anderledes end her. Her er der ingen stolthed at spore.
Her er den grå, ildelugtende, påtrængende og snavset. Der ligger skrald i store dynger udenfor vinduerne i gyderne, der ligesom resten af landet er fyldt med mennesker. Her i byen stiger man ikke ud af bilen.
Vi kommer lige fra en indisk restaurant, hvor man heller ikke stiger ud af bilen, før man er kørt ind igennem restaurantens porte, hvor vagter holdt uvedkommende ude, før de eskorter en hen til hoveddøren. Hver gang bilen holder stille i et vejkryds, kommer der tiggere, der banker på ruderne og vil sælge en alt fra tupperware til kort over Bangladesh eller viser een deres handicappede lemmer i håb om almisse.
"Dont look them in the eye or they wont leave, Karen"
Mine øjne svier.
Det har været en vild oplevelse at være her i Bangladesh. At være i nord - helt ude på landet langt væk fra Alfarvej og at opleve en virkelighed, der er så anderledes men ligeså virkelig som min egen hjemme i Danmark. Jeg glemmer det aldrig. Jeg glemmer aldrig kvinder her. Jeg tror fuldt og fast på at fremtiden er kvinders. Empowement of women - er den måde, verden skal overleve på. Det er jeg helt sikker på.
Rishøst i solnedgangen
Tre gange blev der opført skuespil for os af skoleelever, mens vi var her. Historien var den samme : Pige bliver gift for tidligt, selvom hun ikke vil. Mand og svigermor er onde. Pige begår selvmord, eller overhældes af syre, fordi hun enten ikke kan holde sin skæbne ud eller fordi hendes forældre ikke kan betale hele medgiften. Det hele forgik på Bangla. Men Signe og jeg fattede den godt - som vi sad der bænket på forreste række.
Kronprinsesse Mary og Kronprinsesse Frederik
Sådan så der typisk ud, når vi ankom til de større landsbyer. Nogle gange blev vi helt flove. Vi blev altid sat på plastikstole helt oppe foran, mens alle andre sad på jorden, og en gang blev vi modtaget med æresport og fik blomster. Puha, hvor er det mærkeligt. Som om vi var mere værd.
Kvindegruppe i en lille landsby der får undervisning i at læse og skrive. Dette betyder at de kan læse og forstå hvad de rent faktisk bliver bedt om at skrive under på af myndighederne og ikke ender med at blive bondefanget. Og så er der selvfølgelig selvtilleden, der uden tvivl har fået et ekstra hak op for disse kvinder, ved at kunne andet end at skrive deres eget navn. De kan nu også læse tekster selv - og er fri for altid at få alt udlagt af andre. De kan danne sig deres egne meninger.
Hver gang vi mødte nye grupper, introducerede vi alle sammen os selv. Når Signe og jeg var færdige med at spørge om det vi ville, spurgte vi altid om de ikke havde nogle spørgsmål. At de måtte spørge om alt. Alt - mænd, sex, forhold, ægteskab, vejret, vores uddannelse - hvad som helst... For det meste ville de vide hvorfor vi ikke var gift. Når jeg sagde at jeg selv bestemte om jeg ville giftes eller ej og at jeg havde kærester, og at jeg ikke vil giftes før jeg bliver så forelsket, at jeg ikke kan lade være, grinede de, og sagde nærmest enstemmigt uanset hvor vi var- at Signe og jeg var heldige at vi selv kunne vælge som kvinder om vi ville det ene eller det andet.
Jeg kan slet ikke forestille mig at nogen andre skulle bestemme hvem jeg skulle giftes med.
Men her er det kutyme. Alle skal giftes. De unge piger prøver at overbevise deres forældre om at lade dem få en uddannelse inden. Men det er ikke nemt...
Jeg prøvede at få ud af nogle skolepiger i en lille gruppe vi mødtes med for nogle dage siden, om de aldrig blev forelskede i en dreng fra skolen. For tit når vi er ude bliver der også sunget Bollywood sange for os om kærlighed. Det var svært at få et svar ud af dem, men jeg fik dog ud af dem at forældrerne var ligeglade med om de kunne lide drengen de skulle giftes med eller ej. Det var ikke det det handlede om.
Betyder det så at man kan lære at blive forelsket?
Er forelskelse anderledes her ?
Er kærligheden anderledes her ?
Jeg fandt aldrig et svar- men jeg nægter at tro på det. For jeg kan mærke den...
Nogle gange har vi kørt af snørklede markveje i flere timer. Et labyrintsystem -synes det for os -udefrakommende at være, før vi ankommer til den landsby vi skal besøge. Nogle af stederne har de aldrig mødt et hvidt menneske før. Det er virkelig flippet. Hele landsbyen stimler sammen om vognen, og kigger måbende på een når os når vi stiger ud. Siger ingenting- bare kigger, og specielt børnene følger mig helt tæt på kroppen, mens de ikke fjerne blikket fra mig. Af ren og skær nysgerrighed.
For at bryde isen, har jeg fundet ud af at min nye Iphone 4 kan bruges til andet end at spille smart i KBH med. Den er et enestående redskab til at filme børnene med, da man kan vende kameraet så de kan se dem selv mens de bliver filmet. Og så er der liv og glade dage! Menneskerne her er virkeligt venlige og åbne, og et er en gave at få lov til at møde hver enkelt af dem. Specielt børnene- har virkelig ramt mg lige i hjertet.
Her er fattigt - virkelig fattigt. Men her er kærlighed. Og det er det vigtigste i verden. Børn er ligeglade med om de opvokser på Østerbro eller i en landsby uden rindende vand i Bangladesh, hvis bare deres forældre er glade, giver dem tryghed og elsker dem...
Vi tilpasser os alle vores omgivelser. Og tilpasser vores forventninger herefter. Hvis man er nysgerrig kan man ikke være sippet. Heldigvis er Signe drevet af samme nysgerrighed som mig selv. Vi har bestemt for at sige ja til alt. Og derfor tilpasser vi os til at spise ris med Dal til frokost og middag for femte dag i træk, at tisse i et hul i jorden, og at et brusebad er to stråler koldt vand. Sådan er det bare. Vi er her jo!! Vi gør sådan som man gør her.
Signe og en pige, der var blevet angrebet meds syre, af en rivalerende familie. Hun blev gift som 15 årig og har en lille datter. Et barn der har fået et barn.
En rørt Signe.
Den gamle kvinde blev også angrebet med syre, og har mærker af det, hele vejen ned over hendes krop og i hendes hårbund. Hun går aldrig over broen til den nærmeste landsby, for der bor ham der gjorde det. Han blev aldrig straffet fordi han kom fra en rig familie. Hun rørte mig dybt lige i hjertet. Hun blev ved med at holde fast i mig, og ville ikke give slip. Jeg tror at det at vi ankom og talte med hende, og at hun derefter blev sat på en stol og fik taget sit billede foran hele landsbyen, gjorde at hun fandt en nyfundet status. Det håber jeg. Også selvom det er moralsk forkert, og af de helt forkerte grunde. Men kvinden boede alene og havde ingen mand, og levede på byens almisser og en kvindegruppes hjælp. Jeg er så stolt over at være fortaler for det her projekt.
To minutter efter det her billede blev taget, havde alle samtlige på billedet rørt ved mit hår :)
Madlavning i en landsby-hytte. Det foregår over åben ild.
PÅ compoundet hvor vi boede lå et hospital for spedalske. Det er fuldt operationsdygtigt, og kendt for at være det bedste i miles omkreds. Det sætter hospitals-snakken i Danmark en smule i relief.
Hospitalets køkken, mine damer og herrer. Under åben himmel.
Hovedvej- på vej mod Dhaka.
Vi skal afsted om lidt mod lufthavnen. Signe og jeg blev enige om at hoppe af i Doha, Qatar, hvor vi mellemlander, for at få tid og rum til eftertanken. Jeg ved ikke hvad jeg skal forvente, men jeg ved at Bangladesh er det 3. fattigste land i verden og at Qatar i mellemøsten er det rigeste.
Jeg er ny men stadig den samme.
Tid til Take off.
10000 kys fra K
